Når vi diskuterer kommer det ofte til at handle om hvis skyld det er, hvem der har ret eller uret. Hvem der er rigtig eller forkert på den.
Og jeg bliver ofte mødt med det spørgsmål, er det min skyld, er det mig der er gal på den?
Men som jeg ser det, så er der intet der er rigtigt eller forkert. Selvfølgelig er der god og dårlig opførsel, noget vi synes er moralsk forkert eller rigtigt. Men det der virker som rigtigt og logisk for den ene, kan virke som forkert og sårende for en anden.
Og selvom det er handlingen, eller det der bliver sagt vi i første omgang bliver ramt af, så er det faktisk ikke selve handlingen, eller de sagte ord, der egentlig sårer os, selvom det er det, vi tror. Hvis din kæreste gør noget der sårer dig, som f.eks. ikke at hjælpe til derhjemme, ikke er nærværende, eller er dig utro, er det det vi reagerer på, hvilket er meget naturligt. Men gangen før var det en hel anden situation I blev uvenner over, og som gjorde at I havnede i samme situation, og det vil det også være næste gang. Vi kan tale om selve problemet, at han fx ikke deltager i det huslige, så får han opgaver i hjemmet, og så er det problem løst. Lige indtil der dukker et nyt op. Som at han bruger for meget tid på at hjælpe naboerne, eller på at spille golf, eller hvad det nu måtte være. Og hvorfor er det sådan?
Det er fordi, det ikke er selve ”situationen”, der er årsag til den egentlige konflikt. Men derimod er det den følelse situationen/det sagte vækker i dig, der er årsagen til at du bliver såret, og dermed til jeres konflikt
Så når han bruger meget tid på at se sport i tv, bliver du måske irriteret over at han bruger så meget tid på ligegyldigt pjat. Men graver du lidt dybere, så handler det om at, når han bruger meget tid på at se sport, så får det dig til at føle noget bestemt, måske føler du dig overset, at du ikke bliver dig prioriteret, at du ikke er vigtig, at du ikke bliver værdsat, du føler dig måske betydningsløs. Og går du på opdagelse i jeres diskussioner, de situationer, hvor du er blevet ked af det, har været såret, når du kommer hel ind til essensen, er det den samme følelse der bliver aktiveret i dig. det er den her følelse, der bliver trigget i dig hver eneste gang.
Og hvis du prøver at forklare din partner det, så får du nok også det samme svar gang på gang. Jeg kan heller aldrig gøre noget rigtigt, eller du bliver også bare altid sur. Du synes altid der er noget galt med mig. Og alt efter hvor langt du er i din egen proces, hvor bevidst du er om, hvad der er på spil hos dig, kan du enten tænke, at din partner har ret i at han/hun ikke kan gøre noget rigtigt, er fyldt med fejl, eller du tænker, det har jeg da aldrig sagt, det var slet ikke det jeg sagde.
Og sådan kan det fortsætte igen og igen, år efter år. Og mange ender med at give op, eller bare affinde sig med at det er sådan det er. Men det behøver ikke være sådan. For den følelse der opstår i dig og din partner, stammer fra et helt andet sted. Din/jeres barndom. Måske er du bevidst om at den følelse din partner giver dig, den har du oplevet før, den gav din far eller mor dig også.
Og det er den følelse, du fik allerede som barn, din partner aktiverer i dig igen og igen, og du går det samme hos din partner. Og får I kigget på dette, så kan I forholde jer helt anderledes til hinanden og de situationer, hvor I sårer/trigger hinanden.
Alting bliver så meget nemmere, når vi forstår vores kærlighedssår. Ikke dermed sagt at så opstår den konflikt aldrig igen, men når vi kender vores kærlighedssår, så kan vi tage fat om den egentlige smerte, heale os selv.