Om mig

Heidie Molter

Heidie Molter - Stå stærkt i dig selv og gå efter dine drømme.

Velkommen til min verden af transformation og selvkærlighed

Mit navn er Heidie Molter, og min livsrejse har været formet af udfordringer, omvæltninger og selverkendelse. Jeg er mor til to vidunderlige børn og har en baggrund som tidligere lærer og professionel bachelor i ernæring og sundhed.

I 2014 ændrede en bilulykke mit liv på næsten alle områder. Den ulykke tvang mig til at omdefinere, hvordan jeg arbejdede og levede. Det blev en skelsættende periode, der satte mig på en dybere indre rejse. For at finde indre ro og forstå min krop bedre, begyndte jeg at uddanne mig som yogalærer. Denne uddannelse blev det første skridt på vejen til at forstå mig selv og livets dybere lag.

En udfordring, der især skreg efter forvandling, var mit kærlighedsliv. Efter min skilsmisse ni år tidligere havde jeg oplevet en række ulykkelige forhold. Jeg følte mig konstant tvunget til at bevise min værdi for at fortjene kærlighed eller acceptere mindre end det. Desværre førte dette mig ind i et forhold med en alkoholiker, der blev voldelig, når han drak – en smertefuld gentagelse af min fars adfærd.

Jeg svor for mig selv, at jeg ville bruge mine erfaringer til at hjælpe andre, når jeg kom ud på den anden side af denne smertefulde oplevelse. Jeg begyndte at uddanne mig igen. Jeg uddannede mig som skyggevejleder, kærlighedsmønstercoach og numerolog. Især kærlighedsmønstercoach-uddannelsen åbnede mine øjne for, hvordan min manglende tro på min egen værdi som menneske og partner holdt mig tilbage, ikke kun i mit kærlighedsliv, men også i mange andre områder af mit liv. Jeg arbejdede med alt fra mit udseende og tøjvalg til mine jobmuligheder og drømme.

Jeg indrømmer, at disse ændringer ikke skete med et trylleslag, og der er stadig udfordringer undervejs. Men i dag elsker jeg mig selv, jeg kender min værdi, og jeg har modet til at forfølge mine drømme og stråle i livet. Jeg har rejst i flere måneder til Bali, skrevet på min bog og taget chancer, jeg aldrig tidligere ville have overvejet.

Jeg er dedikeret til at hjælpe dig med at bryde negative mønstre, finde dit indre mod og genkende din egen værdi. Jeg er her for at guide dig til at tage skridtet mod at være dig selv, forfølge dine drømme og finde ægte kærlighed og lykke. 

Vil du vide mere?

Har du nogle spørgsmål, eller ønsker du at vide mere, er du meget velkommen til at henvende dig allerede i dag. Sammen tager vi en snak om din situation, ønsker og behov.